Stor opmærksomhed på opmærkning

 

Opmærkning af kabler og ledninger er den sidste finish, når en edb-opgave eller en fiber-opgave er afsluttet. Hos FiberLAN får opmærkningen stor opmærksomhed, lyder det fra Faaborg-Midtfyn Kommune, som har arbejdet sammen med FiberLAN-folkene i næsten 30 år.


Alle, som arbejder med kabler, ledninger, klemrækker osv., er helt klar over, at præcis opmærkning er alfa og omega. Godt opmærkede og visuelt genkendelige ledninger, kabler og komponenter betyder nemlig, at elektrikere, mekanikere og andre ikke skal spilde tid på at lede efter information. Samtidig sikrer korrekt opmærkning, at dokumentationen er i orden..

Hos FiberLAN er installatørerne særdeles opmærksomme på korrekt opmærkninger, og det glæder IT-konsulent Morten Grønbæk fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Han har arbejdet sammen med FiberLAN i mere end otte år, og som ansvarlige for netværk og infrastruktur i den midtfynske kommune véd han alt om, hvad god opmærkning betyder.

- Opmærkningen er den sidste finish, når en opgave med edb-kabling og fiber-kabling er afsluttet. Men det er også her, det er let at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Når først det hele er samlet, forbundet og testet, så er det let at springe opmærkningen over. Men det gør FiberLAN ikke. Tværtimod – der er styr på den sidste detalje, siger Morten Grønbæk.

Og med over 100 institutioner i kommunen er det ganske værdifuldt og tidsbesparende, at ledninger, kabler og komponenter nemt kan overskues, når der efterfølgende skal udbygges eller vedligeholdes.


Stort kendskab til kommunen:

Samarbejdet med fynske FiberLAN har stået på i næsten 30 år, længe før kommunesammenlægningerne, og det langvarige samarbejde betyder, at FiberLANs montører har et særdeles indgående kendskab til de fleste af kommunens institutioner.


Arbejdet spænder fra etablering af tele- og datainstallationer, accesspoints, IP telefoner, smartboards og CTS-anlæg til opsætning af overvågningskameraer og trykfølsomme info-skærme. Og så vidt muligt sender FiberLAN de samme montører af sted, hver gang der er bud efter dem i Faaborg-Midtfyn. Det er ifølge Morten Grønbæk en stor fordel:

- De véd, hvor tingene befinder sig. De ved, hvordan vi plejer at gøre, og de ved, hvem de skal ringe til, hvis der er spørgsmål. De er meget selvkørende, og de har evnen til at tænke selv, siger Morten Grønbæk, som er i kontakt med FiberLAN mindst en gang om ugen.

"Evnen til at tænke selv" betyder ifølge IT-konsulenten, at FiberLAN-folkene holder øjne og ører åbne, når de er på opgave i kommunens institutioner. – De giver en tilbagemelding, hvis de opdager, at noget mangler eller ikke er på plads, og det er guld værd for os, eftersom vi jo ikke kan være i alle institutioner hele tiden.


Når lokummet brænder:

Ud over den almindelige vedligeholdelse af kommunens kabler samt løbende nye kablings-opgaver deltager FiberLAN også som rådgiver i forbindelse med installationer inden for edb-opkoblinger og som koordinator imellem kommunens IT og bygningsafdeling og de øvrige institutioner og andre underleverandører. Desuden står FiberLAN standby, hvis der opstår fejl på fibernettet.


Fejl på fibernettet sker ifølge Morten Grønbæk sjældent.
Men når det sker - for eksempel ved en fiberovergravning - så er der også hurtigt udrykning fra FiberLANs side eller, som Morten Grønbæk udtrykker det:

- Hvis lokummet brænder, så er FiberLAN på pletten med det samme.